Formål
Legatets midler kan ifølge fundatsen tildeles:
Ved uddeling af legater til enkeltpersoner skal legatmodtagernes værdighed og trang dokumenteres på en efter bestyrelsens skøn fyldestgørende måde. Hver ansøger kan kun søge under én gruppe.
Legatportioner til enkeltpersoner kan som regel ikke overstige 10.000 kr.
Gruppe A:
Understøttelse af værdige og trængende mænd og kvinder, gifte som ugifte, der selv eller for deres ægtefællers vedkommende har virket fortrinsvis inden for dansk håndværk, industri og handel, samt efterladte efter sådanne, som på grund af alder, sygdom eller anden dem utilregnelig årsag er kommet i trang.
Gruppe B:
Hjælp til uformuende, flittige og dygtige unge mænd og kvinders uddannelse (ikke udlandsrejser og -ophold) til livsstilling, fortrinsvis inden for håndværk, industri og handel.
Gruppe C:
Rejselegater til lovende personer, hvis økonomiske forhold er sådanne, at de ikke af egne midler kan afholde rejseudgifter og således at legaterne fortrinsvis gives til videre uddannelse i håndværk, industri og handel.
Gruppe E:
Organisationer, institutioner og foreninger, som har et alment velgørende arbejdsområde eller med relation til dansk håndværk, industri og handel, historisk og kulturelt, kan ligeledes komme i betragtning ved uddeling af legatets midler.
For tiden gælder følgende skattemæssige regler for de enkelte grupper:
Gruppe A: Legatportioner indtil 16.400 kr. er skattefrie.
Gruppe B: Legatportioner er skattepligtige.
Gruppe C: Legatportioner er ikke skattepligtige, såfremt de er anvendt til formålet.
Gruppe E: Legatportioner er ikke skattepligtige.